|
Abstract:
|
Analyser af industrialisme byggede indtil for tyve-tredive år siden på en narrativ
figur – ’fra håndværk til industri’. I vores postindustrielle samfund hvor
butikkerne ligger tæt, og der er langt til fabrikkerne, må denne analysefigur
suppleres med et nyt slutpunkt, så den forløber ’fra håndværk til industri til
globaliseret industrinetværk’. Der er opstået et nyt grundlag for en globaliseret
industrikultur baseret på en voksende afstand mellem produktion og forbrug. I
denne artikel analyseres den danske og europæiske pelsbranche ud fra denne
tre-punktsfigur.
Pels har aldrig været et skoleeksempel på industrialismens
udviklingsparadigme. På grund af pelsbranchens særlige materielle
udfordringer – hvert skind er unikt, og det kræver en stor viden at bearbejde det
– har det været svært for branchen at følge med industriudviklingen og høste de
stordriftsfordele, som andre brancher gjorde i efterkrigstiden. Den fortsatte
næsten håndværksmæssige organisering satte branchen så meget udenfor
modens og industriens netværk, at den ikke havde mange venner tilbage, da
dyrerettighedsbevægelsen i 1980erne lancerede en række anti-pelskampagner.
Under efterfølgende krise og omstrukturering er branchens organisation blevet
ændret, således at pelsbeklædningsproduktion i dag er koncentreret i Kina, mens
distribution og salg er knyttet til internationale designermærker. Denne del af
branchens strategiske repositionering kan i høj grad tilskrives
markedsføringsorganisationen Saga, der er finansieret af de nordiske
pelsdyravlere og beliggende i Danmark. Denne artikels overordnede
argumentation er, at denne omstrukturering sammen med den voksende
interesse for etik og forbrugerpolitik har været den afgørende forudsætning for
pelsens tilbagevenden i modebilledet. |
This work is licensed under a Creative Commons License.
