| dc.description.abstract |
Denne Ph.D. afhandling søger af sammenknytte to nationaløkonomiske
problemkredse: Økonomisk vækst og økonomisk geografi. Afhandlingens centrale
spørgsmål er: Vil økonomisk vækst føre til industriel koncentration eller industriel
spredning? Hvordan påvirker en ændring i industriens lokalisering regional og
national vækst? Hvilken indflydelse har den stadig tættere integration på økonomisk
vækst og industrikoncentration?
Afhandlingen består af fem kapitler. Kapitlerne er nært forbundne, men kan læses
uafhængigt af hinanden.
Kapitel 1 er et introduktionskapitel. Det indeholder en oversigt over litteraturen på
området og et resume af de i denne afhandling fremlagte forskningsbidrag.
Udgangspunktet for min forskning har været Krugman’s banebrydende artikel
“Economic Geography and Increasing Returns” fra 1991. Heri udvikler han en model,
der kan forklare, under hvilke omstændigheder, industrier tenderer at koncentrere sig i
en land eller en region. Artiklen mangler imidlertid en fulstændig analytisk løsning af
modellen, og intuitionen bag dens centrale sammenhænge er uklar.
Kapitel 2 tilstræber at råde bod på disse svagheder. Kapitlet indeholder dels en
rigoristisk analytisk løsning, dels en simpel grafisk illustration af Krugman’s model.
Det påpeges, at der er en nær analogi mellem Krugman’s model og neoklassisk
udenrigshandelsteori baseret på antagelsen om heterogene agenter.
I kapitel 3 vises, at Krugman’s model har en unik kortsigtet ligevægt, men multiple
langsigtede ligevægte. Afhængig af industriens initiale fordeling vil en relativt mindre
industrialiseret økonomi enten af-industrialiseres eller konvergere mod samme
udviklingstrin som den mere industrialiserede økonomi. Den mulige eksistens af en
“fattigdomsfælde”, hvoraf en økonomi ikke kan udvikle sig ved egen kraft, giver en
teoretisk begrundelse for, at aftaler om fri bevægelse for varer og kapital (eksempelvis
inden for EU) kædes sammen med aftaler om strukturstøtte til de mindre
industrialiserede regioner.
I kapitel 4 integreres økonomisk geografi og neoklassisk vækstteori i en model, der
simultant forklarer økonomisk vækst og industriens fordeling. Det påvises, at der er to
regimer: Et neoklassisk “catching-up” regime, hvor økonomierne gradvis
konvergerer, og et fattigdomsregime”, hvor forskellen i økonomisk udvikling udvides.
Det påvises, at afvikling af handelsbarrierer kan eliminere fattigdomsfælden, således
at mere tilbagestående lande med tiden vil tilnærme sig de mere udviklede økonomier.
Kapitel 5 er en empirisk test af den model, der udvikles i kapitel 4, mod data for USA
og Japan. Testen viser, at modellen ikke kan afvises for så vidt angår perioden efter
Bretton Woods fast-kurs systemets sammenbrud i 1972. Under Bretton Woods
systemet synes de to økonomer at have udviklet sig uafhængigt af hinanden, hvorfor
modellen må afvises for denne periode. |
en_US |
This work is licensed under a Creative Commons License.
